KH Würtz vinder Højesteretssag om brug af brugskunst som regi i markedsføring

Højesteret afsagde d. 18. december 2018 en meget principiel afgørelse om brug af ophavsretligt beskyttet brugskunst som regi i markedsføring af fødevarer.

Baggrund

Baggrunden for sagen er, at COOP siden 2012 har anvendt Kasper Würtz service, skåle og tallerkener som regi dels på emballager indeholdende blandt andet frosne edamame bønner, tortilla chips, Chicken red Curry retter og dels i husstandsomdelte reklameaviser, såvel på forsider og inde i bladene. Gengivelsen af servicet var nogle steder meget fremtrædende og andre steder mindre fremtrædende. Samlet set var der dokumenteret brug på over 2 mio emballager og mere end 50 mio optryk i annonceaviser.

Kasper Würtz påtalte brugen, men COOP fortsatte uagtet brugen i stort omfang, hvorfor Kasper Würtz fandt det nødvendigt at stævne.

Under sagen bestred COOP, at Würtz keramik var beskyttet af ophavsret. De gjorde subsidiært gældende, at brugen som regi ikke udgjorde en krænkelse af Würtz ophavsret, idet der dels skulle bestå en langvarig kutyme indenfor reklamebranchen og dagligvarebranchen for, at en sådan brug var lovlig og dels, at brugen var omfattet af den ulovfæstede de-minimis regel, som indebærer, at ren bagatelagtig udnyttelse af et værk ikke udgør en krænkelse af ophavsretten.

Würtz keramik beskyttet af ophavsret

Højesteret kom i den principielle dom frem til, at Wurtz særegne keramik var beskyttet af ophavsret. Højesteret tiltrådte således Sø- og Handelsrettens afgørelse om, at servicets kombination af form og udtryk, var et resultat af en kreativ indsats.

Ingen kutyme for lovlig brug af regi

Højesteret afviste samtidig COOPs argumenter om, at brug som regi skulle være lovligt.

Således fastslog Højesteret for det første, at det kræver særdeles stærke beviser at fastslå, at der foreligger en retssædvane, som begrænser en designers rettigheder i forhold til ophavsretsloven. Den bevisbyrde havde COOP ikke løftet på trods af, at de havde vist, at det var sædvanligt at anvende regi uden at spørge om lov.

Højesteret fastslår at der gælder en de minimis regel

Endelig fastslog Højesteret for første gang nogensinde, at der eksisterer en bagatelregel for ophavsretskrænkelser, hvorefter helt underordnet brug af et værk i kommercielsammenhæng ikke udgør en krænkelse af ophavsretten. En sådan regel skal dog fortolkes restriktivt og ikke til skade for designeren. I den forbindelse citerede Højesteret for første gang infosoc-direktivet i forbindelse med brugskunst.

På grundlag af disse regler fandt Højesteret, at 16 ud af 13 gengivelser af Würtz keramik på emballager og i reklameblade udgjorde en krænkelse af Würtz ophavsret, mens 7 gengivelser var så underordnede, at de ikke udgjorde en krænkelse af Würtz rettigheder. Når man gennemgår de gengivelser, som Højesteret fandt udgjorde en krænkelse af Würtz rettigheder kan det konstateres, at selv relativt underordnede gengivelser udgør en krænkelse, hvilket viser, at de-minimis reglen skal fortolkes meget restriktivt.

Vigtig dom for beskyttelse af brugskunst

Set i et større perspektiv markerer dommen en sidestillelse af brugskunst med de øvrige beskyttede værkstyper, og det er navnlig vigtigt, at Højesteret citerer reglerne i Infosoc-direktivet i forbindelse med brugskunst. Dette betyder, at Højesteret anerkender, at brugskunst genstande nyder samme beskyttelse som øvrige værker på trods af, at de ud over at gengive resultatet af en kreativ proces også har et stærkt funktionelt element. Det bliver spændende at se om Højesteret så også er rede til at fastslå, at værker af brugskunst også generelt nyder samme brede beskyttelse i relation til kopiering, som andre værkstyper. Noget kunne tyde på det.